Om at miste

”Alle lydene var højere end de plejede, bilerne der kom kørende føltes som kæmpe maskiner der kom imod mig, men uden hjælp, uden den hjælp jeg skreg efter – hjælp til min far. Bilerne kørte bare videre, med sikkerhed på vej hjem til deres familier, hjem fra en hverdag som alle andre, hjem til trygheden og familien. Ingen af dem vidste at alle de ting forsvandt under mig imens de kørte forbi, imens de kørte forbi forsvandt min trygge hverdag, mit livsgrundlag – min far.

Jeg er blevet lam inden i, følelses tom og måske også følelseskold.  Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre og jeg ved ikke om jeg tør se tilbage”

Ting jeg ikke vil sige... højt

At jeg som udgangspunkt ikke kan lide piger der er tyndere end mig selv, de kan sagtens vinde mig over ved nærmere bekendtskab, men umiddelbart vil jeg dem ikke. De minder mig for meget om alt det jeg gerne vil have - Og det jeg er bange for at blive.

At jeg slet ikke er sikker på jeg vil have børn. Jeg siger blot jeg ikke er parat, men jeg er ikke sikker på jeg bliver en god mor, jeg ved ikke om jeg kan finde de følelser frem. Jeg er bange for at satse.

At jeg bare venter på en tragedie rammer. Jeg frygter ikke at der sker noget forfærdeligt. Jeg VED det vil ske.

At jeg er bange for aldrig at blive en del af samfundet. Jeg er bange for jeg aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet og arbejder 37 timer som mine medstuderende. Jeg er bange for jeg bliver sådan en som andre tænker nasser på samfundet.

At blogge

Lige nu kører der en diskussion blandt mange af mine yndlingsbloggere om hvad "en ægte blogger er" Det er en ret interessant diskussion. Jeg tænker umiddelbart at alt hvad der bliver skrevet og lagt ud jo på én eller anden måde er ægte, for det kan jo være ægte for dig, men ikke for mig - Og omvendt.


Samtidig fik det mig til at reflektere over min egen blog og det jeg ligger ud på den. Jeg er hudløst ærlig og også meget bevidst om at det kan komme tilbage og bide mig i røven på et tidspunkt. En del af indlæggene er tanker min familie, venner og kærester ikke er indviede i. Men det er en slags terapi for mig at skrive og på den måde skaber jeg et frirum til alt det der ofte fylder så meget i mit hoved at jeg forsøger at ignorere det frem for at forholde mig til det.


Derfor er bloggen en hjælp for mig selv, men jeg ville da lyve hvis jeg sagde, jeg ikke ønskede der var nogen der fulgte med. Det kunne da være fedt med noget respons, især fordi jeg har lyst til at blogge endnu mere, men synes det er svært hvis ingen "lytter" men lige nu står kommentarfeltet gabende tomt. Skal jeg mon ud og gøre opmærksom på mig selv? Har jeg overhovedet lyst til det? Tør jeg?


Jeg tror jeg skal tænke lidt mere over det selv, inden jeg går på en charmeoffensiv. 

At bede om hjælp

Når man har det rigtig rigtig skidt og allermest har brug for hjælp. Når man er i det allermørkeste rum og der føles uendelig langt hen til døren, hvor man kan tage i håndtaget om komme ud. Ud og trække vejret.
Når det hele indeni en gør så ondt at udefra kommende smerte næsten er en befrielse, ja når det hele er så skidt så er der nærmest ingen grænser for hvad man vil gøre for at få det bedre. Medicin, psykolog, psykiater, indlæggelse you name it. Intet virker værre end at havde det som man har det og villigheden er ekstrem.

Problemet opstår i at overskuddet som regel er meget lille og det derfor er meget svært at bede om hjælp, der skal være nogen der står og kigger på dig mens du er i det mørke rum og de skal være villige til at hive dig afsted. Jeg sender røgsignaler op, trykker på alarmknapper, hiver i den røde snor og gør alt for at bede om hjælp. Men inden hjælpen er der, er de sidste tåre tørrer og en hel ny opgave begynder i at overbevise folk om at det var falsk alarm "Nej jeg havde vidst bare en dårlig dag" "Sover heller ikke så meget for tiden, tror det er derfor" "Puha, jeg var vist lidt hysterisk, sikke noget"!

For når jeg har det bedre, kan jeg ikke huske hvordan det var, mens det var rigtig skidt. Jeg kan kun huske jeg ikke vil ha' det sådan igen, men jeg er ikke villig til at betale prisen for at få det bedre... for lige nu... går det jo okay... ik?

"Nogle gange lukkede hun øjnene og forsøgte, at tænke på sørgelige begivenheder i hendes ellers så korte liv. Håbet om at de kunne give en forklaring på angsten og frygten inden i hende blev ved med at leve. Men hver gang blev hun skuffet. Sorgen var real – Hun vidste hun savnede ham, hun vidste hun var bange for livet uden ham. Hun vidste også hvordan hendes mors helbred, hele hendes mors liv – hendes tanker, hendes tårer og hendes glæder var hendes akkilles hæl. Der var en angst for at miste hendes mor, en angst og en utryghed som gjorde så ondt i hele hendes krop og med det samme fremkaldte følelsen af opkast og besvimelse, hvis hun en sjælden gang tænkte den til ende. Men denne frygt for at miste sin mor var også håndgribelig, nøjagtig ligesom sorgen over at miste hendes far. Det var den udefinerbare angst der skræmte hende. Den der gjorde hende bange, den der nogle gange overmandende hende lige inden hun skulle ud af døren og fik hende til at slippe håndtaget, tage sin jakke af, gå tilbage og ligge sig i sengen og bare ønske at sove. Den der kunne komme når hun stod og kiggede ud af vinduet fra 4. sal og pludselig få hende til at træde et skridt tilbage og gispe efter vejret. Det var angsten der pludselig kunne ramme hende nede ved cafeerne ved åen, i stormagasinet eller som nu, midt om natten, badet i sved."

Når livet gør ondt.

Jeg har altid været et af de børn der tænkte meget over tingene. Jeg er altid let blevet forundret, forbavset og forbløffet og jeg har altid brugt lang tid på at analysere hvorfor tingene var som de var.

Da jeg var lille var jeg ofte bange for at blive syg, bange for dem jeg elskede ville blive syge og dø fra mig og bange for ikke selv at havde kontrol over tilværelsen. Jeg troede egentlig det bare var sådan man havde det. Jeg fortalte ikke nogen om det, men var tilgengæld utrolig social og fantastisk til at få nye venner. Jeg var sådan en de andre børn gerne ville lege med, for min fantasi - den var fandme god!

Men tiden gik og tingene blev ikke nemmere. Jeg kom i gymnasiet og blev presset på alle områder. Mine sociale kompetencer blev sat på prøve og jeg arbejdede hårdt for at finde ud af hvem jeg var. Samtidig blev jeg ramt af en enormt stor ulykkelighed. En tristhed jeg ikke kunne beskrive og som jeg på ingen måder kunne rumme.

Diagnosen lød på en depression og jeg kom i medicinsk behandling, det hjalp ikke, tristheden var der stadig, men jeg lærte at leve med den. Brugte den ganske enkelt som en ven istedet for en fjende. Den blev genkendelig og jeg begyndte at definere mig selv uden den.

En nøgleperson i mit liv forsvandt brat fra mig en sommerdag - Min far forsvandt og han tog en del af mig med sig. Tingene vendte og jeg kunne pludselig sætte et markat på min tristhed. Savn.

Jeg kunne stoppe med medicinen og fik det en kort overgang bedre end nogensinde, selvom jeg kæmpede med en stor sorg. Men jeg var fri for medicin som jeg følte lagde låg på mange ting.

Men der var noget med mig, jeg begyndte at skade mig selv og før jeg vidste af det ramte jeg et sort hul som jeg aldrig troede jeg skulle komme op af. Jeg kæmpe stadig, engang imellem falder min fod i hullet og jeg bliver så forskrækket at jeg enten får den revet hurtigt op eller lade begge ben synke ned i hullet.

Jeg har oplevet meget i mit liv og jeg har altid skrevet meget om det, nu har jeg bestemt at noget af det skal se dagens lys. Jeg ved der sidder mange derude der sikkert kan genkende nogle af de føleser som jeg har haft de sidste mange år. Jeg ved at der sikkert sidder mange der tænker at det ikke rager dem. Men mine tanker rager mig og jeg vil bruge bloggen til alle tankerne.

Gode, glade, dårlige, små, store, evige og forbigående tanker og en masse for mig, betydningsfuld sludder.