"Det er hårdt at se dem man elsker sørge. Det værste er øjnene. Øjne rummer så meget sorg og de kan rumme så megen vrede. Vrede kan jeg klare, vrede er, igen håndgribeligt. Vrede er råb og skrig og ofte en masse ord man fortryder og tager tilbage. Men sorg. Sorgen den ligger inde bagved, som et slør glider den hen over øjnene og nogle gange forsvinder det, men ved nogen bliver det for evigt. Den sorg jeg så i min families øjne da min far var væk, det gør ondt. Når man elsker nogen så højt er tanken om, at de sørger frygtelig.
Man tager sin egen sorg og gemmer den væk og fokusere på de andre. Det underlige er, at det gør vi alle. Jeg tror alle i vores lille familie følte at vi var stærke for de andre. At vi selv lagde sorgen væk for at støtte de andre og jeg tror vi alle føler os som en lille smule martyrer over det. Måske havde det været bedre hvis vi bare alle havde givet os selv lov til at græde og være så urimelige som vi nu havde brug for? Jeg tænker stadig på om jeg gav plads nok til de andre, jeg tænker stadig på om deres frygt for at jeg gik i spåner gjorde at de ikke selv kunne bearbejde deres sorg."
Det er interessant at læse dine tanker omkring sorg og styrke for andre. Jeg har selv haft de tanker. Og selv gjort det. Men det følger mig stadig i dag, for jeg gav mig ikke lov til at føle eller sørge.
SvarSletSelv om det er så ubeskriveligt at savne og miste, så vil jeg gerne sige til dig, at du ikke skal tage ansvar for, at de andre ikke fik sørget. Det er ikke din skyld, det er jo noget vi alle skal tage hvert vores ansvar for.
Jeg tror faktisk nogle gange, at vi flygter i stedet for at føle, fordi det simpelthen er så skræmmende og angstprovokerende.