At bede om hjælp

Når man har det rigtig rigtig skidt og allermest har brug for hjælp. Når man er i det allermørkeste rum og der føles uendelig langt hen til døren, hvor man kan tage i håndtaget om komme ud. Ud og trække vejret.
Når det hele indeni en gør så ondt at udefra kommende smerte næsten er en befrielse, ja når det hele er så skidt så er der nærmest ingen grænser for hvad man vil gøre for at få det bedre. Medicin, psykolog, psykiater, indlæggelse you name it. Intet virker værre end at havde det som man har det og villigheden er ekstrem.

Problemet opstår i at overskuddet som regel er meget lille og det derfor er meget svært at bede om hjælp, der skal være nogen der står og kigger på dig mens du er i det mørke rum og de skal være villige til at hive dig afsted. Jeg sender røgsignaler op, trykker på alarmknapper, hiver i den røde snor og gør alt for at bede om hjælp. Men inden hjælpen er der, er de sidste tåre tørrer og en hel ny opgave begynder i at overbevise folk om at det var falsk alarm "Nej jeg havde vidst bare en dårlig dag" "Sover heller ikke så meget for tiden, tror det er derfor" "Puha, jeg var vist lidt hysterisk, sikke noget"!

For når jeg har det bedre, kan jeg ikke huske hvordan det var, mens det var rigtig skidt. Jeg kan kun huske jeg ikke vil ha' det sådan igen, men jeg er ikke villig til at betale prisen for at få det bedre... for lige nu... går det jo okay... ik?