Uro i sjælen

Jeg er så træt, sådan helt ind i sjælen træt. Jeg har allermest lyst til at smide mig på sengen, hive dynen langt over hovedet og sove i hundrede år.

Hver morgen jeg vågner bestemmer jeg mig for at jeg vil hjem og slappe af efter arbejde. Hver weekend bestemmer jeg mig for at denne lørdag skal jeg ingenting lave. Men når  jeg så kommer hjem, så sniger uroen sig ind på mig.

Den kommer listende, og starter nogle gange blot som et vippende ben, den får mig væk fra sofaen og igang med  diverse gøremål, men aldrig de gøremål jeg burde gå igang med. Jeg tømmer skabene, omorganiserer. Jeg går i gang med at bage, hundredevis af boller eller  jeg tager ned og træner, selvom jeg har været afsted om morgenen. Men jeg rydder ikke op i gangen selvom der flyder, jeg tømmer ikke opvaskeren, jeg gør ikke det jeg burde.

Jeg kan ikke kontrollere dén, uroen. Den er min evige følgesvend. Jeg har prøvet at få bugt med rastløsheden på utallige måder, nogle mere hensigtsmæssige end andre, men intet hjælper.

Min krop er så træt, jeg trænger til hvile. Den sidste måned har jeg trænet 10 timer om ugen, i håb om roen. Men den kommer aldrig.

Jeg er bare... så træt.