At bede om hjælp

Når man har det rigtig rigtig skidt og allermest har brug for hjælp. Når man er i det allermørkeste rum og der føles uendelig langt hen til døren, hvor man kan tage i håndtaget om komme ud. Ud og trække vejret.
Når det hele indeni en gør så ondt at udefra kommende smerte næsten er en befrielse, ja når det hele er så skidt så er der nærmest ingen grænser for hvad man vil gøre for at få det bedre. Medicin, psykolog, psykiater, indlæggelse you name it. Intet virker værre end at havde det som man har det og villigheden er ekstrem.

Problemet opstår i at overskuddet som regel er meget lille og det derfor er meget svært at bede om hjælp, der skal være nogen der står og kigger på dig mens du er i det mørke rum og de skal være villige til at hive dig afsted. Jeg sender røgsignaler op, trykker på alarmknapper, hiver i den røde snor og gør alt for at bede om hjælp. Men inden hjælpen er der, er de sidste tåre tørrer og en hel ny opgave begynder i at overbevise folk om at det var falsk alarm "Nej jeg havde vidst bare en dårlig dag" "Sover heller ikke så meget for tiden, tror det er derfor" "Puha, jeg var vist lidt hysterisk, sikke noget"!

For når jeg har det bedre, kan jeg ikke huske hvordan det var, mens det var rigtig skidt. Jeg kan kun huske jeg ikke vil ha' det sådan igen, men jeg er ikke villig til at betale prisen for at få det bedre... for lige nu... går det jo okay... ik?

"Nogle gange lukkede hun øjnene og forsøgte, at tænke på sørgelige begivenheder i hendes ellers så korte liv. Håbet om at de kunne give en forklaring på angsten og frygten inden i hende blev ved med at leve. Men hver gang blev hun skuffet. Sorgen var real – Hun vidste hun savnede ham, hun vidste hun var bange for livet uden ham. Hun vidste også hvordan hendes mors helbred, hele hendes mors liv – hendes tanker, hendes tårer og hendes glæder var hendes akkilles hæl. Der var en angst for at miste hendes mor, en angst og en utryghed som gjorde så ondt i hele hendes krop og med det samme fremkaldte følelsen af opkast og besvimelse, hvis hun en sjælden gang tænkte den til ende. Men denne frygt for at miste sin mor var også håndgribelig, nøjagtig ligesom sorgen over at miste hendes far. Det var den udefinerbare angst der skræmte hende. Den der gjorde hende bange, den der nogle gange overmandende hende lige inden hun skulle ud af døren og fik hende til at slippe håndtaget, tage sin jakke af, gå tilbage og ligge sig i sengen og bare ønske at sove. Den der kunne komme når hun stod og kiggede ud af vinduet fra 4. sal og pludselig få hende til at træde et skridt tilbage og gispe efter vejret. Det var angsten der pludselig kunne ramme hende nede ved cafeerne ved åen, i stormagasinet eller som nu, midt om natten, badet i sved."

Når livet gør ondt.

Jeg har altid været et af de børn der tænkte meget over tingene. Jeg er altid let blevet forundret, forbavset og forbløffet og jeg har altid brugt lang tid på at analysere hvorfor tingene var som de var.

Da jeg var lille var jeg ofte bange for at blive syg, bange for dem jeg elskede ville blive syge og dø fra mig og bange for ikke selv at havde kontrol over tilværelsen. Jeg troede egentlig det bare var sådan man havde det. Jeg fortalte ikke nogen om det, men var tilgengæld utrolig social og fantastisk til at få nye venner. Jeg var sådan en de andre børn gerne ville lege med, for min fantasi - den var fandme god!

Men tiden gik og tingene blev ikke nemmere. Jeg kom i gymnasiet og blev presset på alle områder. Mine sociale kompetencer blev sat på prøve og jeg arbejdede hårdt for at finde ud af hvem jeg var. Samtidig blev jeg ramt af en enormt stor ulykkelighed. En tristhed jeg ikke kunne beskrive og som jeg på ingen måder kunne rumme.

Diagnosen lød på en depression og jeg kom i medicinsk behandling, det hjalp ikke, tristheden var der stadig, men jeg lærte at leve med den. Brugte den ganske enkelt som en ven istedet for en fjende. Den blev genkendelig og jeg begyndte at definere mig selv uden den.

En nøgleperson i mit liv forsvandt brat fra mig en sommerdag - Min far forsvandt og han tog en del af mig med sig. Tingene vendte og jeg kunne pludselig sætte et markat på min tristhed. Savn.

Jeg kunne stoppe med medicinen og fik det en kort overgang bedre end nogensinde, selvom jeg kæmpede med en stor sorg. Men jeg var fri for medicin som jeg følte lagde låg på mange ting.

Men der var noget med mig, jeg begyndte at skade mig selv og før jeg vidste af det ramte jeg et sort hul som jeg aldrig troede jeg skulle komme op af. Jeg kæmpe stadig, engang imellem falder min fod i hullet og jeg bliver så forskrækket at jeg enten får den revet hurtigt op eller lade begge ben synke ned i hullet.

Jeg har oplevet meget i mit liv og jeg har altid skrevet meget om det, nu har jeg bestemt at noget af det skal se dagens lys. Jeg ved der sidder mange derude der sikkert kan genkende nogle af de føleser som jeg har haft de sidste mange år. Jeg ved at der sikkert sidder mange der tænker at det ikke rager dem. Men mine tanker rager mig og jeg vil bruge bloggen til alle tankerne.

Gode, glade, dårlige, små, store, evige og forbigående tanker og en masse for mig, betydningsfuld sludder.