”Alle lydene var højere end de plejede, bilerne der kom kørende føltes som kæmpe maskiner der kom imod mig, men uden hjælp, uden den hjælp jeg skreg efter – hjælp til min far. Bilerne kørte bare videre, med sikkerhed på vej hjem til deres familier, hjem fra en hverdag som alle andre, hjem til trygheden og familien. Ingen af dem vidste at alle de ting forsvandt under mig imens de kørte forbi, imens de kørte forbi forsvandt min trygge hverdag, mit livsgrundlag – min far.
Jeg er blevet lam inden i, følelses tom og måske også følelseskold. Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre og jeg ved ikke om jeg tør se tilbage”
Puha er det noget du har oplevet?
SvarSletHej Anne.
SvarSletJa det er det desværre... Og når jeg lige får vendt og drejet hvordan, så kommer der et indlæg om det.
Tak for dine kommentarer, det betyder mere end du aner!
Åh Mille! Det gør mig ondt. Er det lige sket?
SvarSletNej det er efterhånden nogle år siden. På den ene side føles det som igår, på den ande side er det bare alt alt for lang tid siden han var her.
SvarSletJamen selv om det på ingen måde er det samme, så kender jeg følelsen af den tidslomme. Min mormor var jeg meget knyttet til og da hun døde, døde noget af mig også. Men det var en naturlig død. Det du har oplevet burde forbydes ved lov!
SvarSlet