"Hun vendte sig om i sengen, i håb om at skjule sine tårer for ham. For ham hun elskede, men som ikke forstod hende. For ham hun elskede, men som hun ikke kunne mærke længere.
Hun rykkede sig længere ud på sengekanten. Hun kunne høre hans åndedræt, han sov tungt.
Det gjorde han altid. Han havde en lethed over sig, hun misundte. En tro på at tingene nok skulle gå, en gnist som hun selv manglede. En lyst til livet og nok vigtigst af alt: Håb.
Han forstod hende ikke. Han forstod ikke hun ikke bare rejste sig. Han forstod ikke alle de tårer der kom uden en forklaring. Han prøvede, at tænke som hende, men hvergang måtte han vende om i sit tankespind, for han kunne ikke finde derhen hvor hun var.
De vidste begge afstanden mellem dem blev større, men ingen sagde noget. Drømmen om at elske hinanden for altid svandt ind imens de usagte ord fyldte mere og mere.
Nætter med ryggen mod hinanden, samtaler uden indhold, blikke der intet siger.
Hun overvejer om det skal slutte. Om dét at han ikke forstår hende, ikke kan sætte sig ind i hendes jeg skaber så stor en afstand at de aldrig kan nærme sig hinanden som hun ønsker. Om det er på tide at give slip på dét de håbede de fik sammen.
Men så gør han dét. Så vender han sig om, rykker tættere ind på hende i sengen, knuger hende ind til sig, hun mærker kysset i nakken og trygheden af at han er der og at han virkelig prøver. At forstå. "
onsdag den 20. juli 2011
tirsdag den 19. juli 2011
Om veninder
Jeg har en del veninder. Jeg opfatter dem, som noget af det vigtigste i min verden, men jeg er ikke helt ærlig overfor dem. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg er sikker på de ville prøve at forstår, jeg er sikker på de ville lytte, forsøge at hjælpe og jeg er sikker på de ville holde de ting jeg fortalte, for dem selv.
Men alligevel er der mange ting de ikke ved, der er f.eks kun én der ved jeg har gået i behandling for en spiseforstyrrelse, det er den samme veninde som har fulgt mig i mange år, og hun ved de her ting, fordi de oftest er hende jeg har bakket ud af aftaler med, være urimelig overfor osv.
De andre er kommet ind i mit liv senere - Og de ser en glad pige med overskud og kærlighed til alle. Ikke den pige der skriver disse indlæg.
Måske er jeg bange for at hvis jeg er ærlig og fortæller dem de her ting - Så forsvinder de gode ting de ser i mig. Selvom de ikke vil, så er jeg bange for deres syn på mig vil ændres.
Og jeg kæmper jo, jeg kæmper en kamp for at blive den pige de ser. Men jeg føler jeg holder dem for nar.
Jeg føler ikke jeg viser dem det hele, jeg føler jeg giver dem den halve pakke.
Men hvor er det svært, når det de ser - er det jeg så fandens gerne vil være.
Men alligevel er der mange ting de ikke ved, der er f.eks kun én der ved jeg har gået i behandling for en spiseforstyrrelse, det er den samme veninde som har fulgt mig i mange år, og hun ved de her ting, fordi de oftest er hende jeg har bakket ud af aftaler med, være urimelig overfor osv.
De andre er kommet ind i mit liv senere - Og de ser en glad pige med overskud og kærlighed til alle. Ikke den pige der skriver disse indlæg.
Måske er jeg bange for at hvis jeg er ærlig og fortæller dem de her ting - Så forsvinder de gode ting de ser i mig. Selvom de ikke vil, så er jeg bange for deres syn på mig vil ændres.
Og jeg kæmper jo, jeg kæmper en kamp for at blive den pige de ser. Men jeg føler jeg holder dem for nar.
Jeg føler ikke jeg viser dem det hele, jeg føler jeg giver dem den halve pakke.
Men hvor er det svært, når det de ser - er det jeg så fandens gerne vil være.
onsdag den 13. juli 2011
Uro i sjælen
Jeg er så træt, sådan helt ind i sjælen træt. Jeg har allermest lyst til at smide mig på sengen, hive dynen langt over hovedet og sove i hundrede år.
Hver morgen jeg vågner bestemmer jeg mig for at jeg vil hjem og slappe af efter arbejde. Hver weekend bestemmer jeg mig for at denne lørdag skal jeg ingenting lave. Men når jeg så kommer hjem, så sniger uroen sig ind på mig.
Den kommer listende, og starter nogle gange blot som et vippende ben, den får mig væk fra sofaen og igang med diverse gøremål, men aldrig de gøremål jeg burde gå igang med. Jeg tømmer skabene, omorganiserer. Jeg går i gang med at bage, hundredevis af boller eller jeg tager ned og træner, selvom jeg har været afsted om morgenen. Men jeg rydder ikke op i gangen selvom der flyder, jeg tømmer ikke opvaskeren, jeg gør ikke det jeg burde.
Jeg kan ikke kontrollere dén, uroen. Den er min evige følgesvend. Jeg har prøvet at få bugt med rastløsheden på utallige måder, nogle mere hensigtsmæssige end andre, men intet hjælper.
Min krop er så træt, jeg trænger til hvile. Den sidste måned har jeg trænet 10 timer om ugen, i håb om roen. Men den kommer aldrig.
Jeg er bare... så træt.
Hver morgen jeg vågner bestemmer jeg mig for at jeg vil hjem og slappe af efter arbejde. Hver weekend bestemmer jeg mig for at denne lørdag skal jeg ingenting lave. Men når jeg så kommer hjem, så sniger uroen sig ind på mig.
Den kommer listende, og starter nogle gange blot som et vippende ben, den får mig væk fra sofaen og igang med diverse gøremål, men aldrig de gøremål jeg burde gå igang med. Jeg tømmer skabene, omorganiserer. Jeg går i gang med at bage, hundredevis af boller eller jeg tager ned og træner, selvom jeg har været afsted om morgenen. Men jeg rydder ikke op i gangen selvom der flyder, jeg tømmer ikke opvaskeren, jeg gør ikke det jeg burde.
Jeg kan ikke kontrollere dén, uroen. Den er min evige følgesvend. Jeg har prøvet at få bugt med rastløsheden på utallige måder, nogle mere hensigtsmæssige end andre, men intet hjælper.
Min krop er så træt, jeg trænger til hvile. Den sidste måned har jeg trænet 10 timer om ugen, i håb om roen. Men den kommer aldrig.
Jeg er bare... så træt.
fredag den 8. juli 2011
lørdag den 2. juli 2011
Om familie og sorg
"Det er hårdt at se dem man elsker sørge. Det værste er øjnene. Øjne rummer så meget sorg og de kan rumme så megen vrede. Vrede kan jeg klare, vrede er, igen håndgribeligt. Vrede er råb og skrig og ofte en masse ord man fortryder og tager tilbage. Men sorg. Sorgen den ligger inde bagved, som et slør glider den hen over øjnene og nogle gange forsvinder det, men ved nogen bliver det for evigt. Den sorg jeg så i min families øjne da min far var væk, det gør ondt. Når man elsker nogen så højt er tanken om, at de sørger frygtelig.
Man tager sin egen sorg og gemmer den væk og fokusere på de andre. Det underlige er, at det gør vi alle. Jeg tror alle i vores lille familie følte at vi var stærke for de andre. At vi selv lagde sorgen væk for at støtte de andre og jeg tror vi alle føler os som en lille smule martyrer over det. Måske havde det været bedre hvis vi bare alle havde givet os selv lov til at græde og være så urimelige som vi nu havde brug for? Jeg tænker stadig på om jeg gav plads nok til de andre, jeg tænker stadig på om deres frygt for at jeg gik i spåner gjorde at de ikke selv kunne bearbejde deres sorg."
onsdag den 29. juni 2011
Savn
"Jeg troede faktisk det hele gik fint. Jeg troede faktisk jeg var okay. Det sværeste at leve med var faktisk følelsen af ikke at savne dig nok.
Men det er forkert. Det går ikke fint. Jeg er ikke okay og det sværeste er at leve uden dig.
Uden alle de ting du gav mig, velvidende du slet ikke havde givet mig alt endnu
Jeg savner dig så ufattelig meget, jeg savner ting ved dig jeg ikke anede jeg havde lagt mærke til. Ting jeg ikke vidste betød noget, små ord og handlinger der åbenbart udgjorde en kæmpe del af mit liv."
tirsdag den 28. juni 2011
Det der med at kigge indad
Der er stor debat i blogverdenen pga. en ny blog det er noget der kan få sindende i kog.
Jeg læste Bitterfissens blog for et par dage siden og jeg synes faktisk den var sjov. Jeg synes det lugtede langt væk af sarkasme. Jeg synes hun var sjov og bitter, men så blev det grimt derinde - Og så blev hun pludselig bare bitter.
Da jeg sad og læste indlæggene og kommentarene dertil, fik det mig til, at vende blikket indad. Jeg har ikke selv været en bitterfisse, men jeg har været én af dem som kun kunne være sjov, hvis det var på bekostning af andre. Det var ikke noget jeg gjorde for at være ond. Det var ikke for at såre folk, men det var simpelthen sådan jeg kunne vise at jeg var sjov og noget værd.
Mit behov for at andre skulle kunne lide mig gjorde at jeg ledte efter fejl ved andre, som jeg kunne påpege i menneskemængder og tage imod mit stående bifald og den høje latter. Og jeg VAR sjov. Det var morsomt de ting jeg sagde, men ikke for alle.
En dag skrev min veninde til mig at hun ikke længere brød sig om at være sammen med mig når der var andre, fordi hun følte jeg nedgjorde hende og forsøgte at gøre hende til grin. Jeg blev så overrasket og forvirret og skide sur! Hvad bildte hun sig ind? Bare fordi jeg havde humor og hun bare sad og så passivt til?
Men hun ramte noget inde i mig - Hun havde jo ret.
Jeg tror det er det samme der sker ovre på tidligere omtalte blog. Hun forsøger at være sjov, på andres bekostning. Jeg synes det fortæller mere om hende, end om dem hun skriver om.
Jeg læste Bitterfissens blog for et par dage siden og jeg synes faktisk den var sjov. Jeg synes det lugtede langt væk af sarkasme. Jeg synes hun var sjov og bitter, men så blev det grimt derinde - Og så blev hun pludselig bare bitter.
Da jeg sad og læste indlæggene og kommentarene dertil, fik det mig til, at vende blikket indad. Jeg har ikke selv været en bitterfisse, men jeg har været én af dem som kun kunne være sjov, hvis det var på bekostning af andre. Det var ikke noget jeg gjorde for at være ond. Det var ikke for at såre folk, men det var simpelthen sådan jeg kunne vise at jeg var sjov og noget værd.
Mit behov for at andre skulle kunne lide mig gjorde at jeg ledte efter fejl ved andre, som jeg kunne påpege i menneskemængder og tage imod mit stående bifald og den høje latter. Og jeg VAR sjov. Det var morsomt de ting jeg sagde, men ikke for alle.
En dag skrev min veninde til mig at hun ikke længere brød sig om at være sammen med mig når der var andre, fordi hun følte jeg nedgjorde hende og forsøgte at gøre hende til grin. Jeg blev så overrasket og forvirret og skide sur! Hvad bildte hun sig ind? Bare fordi jeg havde humor og hun bare sad og så passivt til?
Men hun ramte noget inde i mig - Hun havde jo ret.
Jeg tror det er det samme der sker ovre på tidligere omtalte blog. Hun forsøger at være sjov, på andres bekostning. Jeg synes det fortæller mere om hende, end om dem hun skriver om.
Abonner på:
Opslag (Atom)